| |||||||||||||||||||||||||||||||
Medieministerium i Århus ncom public relations har siden 2003 været en del af mediekoncernen ncom. I sommeren 2007 blev en stor del af den øvrige ncom-koncern solgt fra og dermed åbnede der sig en ny mulighed for ncom public relations. I den forbindelse valgte man at skifte navn og bruge det som afsæt til en ny og skarpere profil. - Ethvert ministerium er født til at skabe de bedst mulige forhold for borgerne inden for et bestemt område. På samme måde har vi nu samlet vores kompetencer og forretningsområder under et nyt brand for at signalere, at vi jo er sat i verden for at hjælpe virksomhederne med at træffe de bedste valg i forbindelse med deres kommunikation. Det handler selvfølgelig ikke om, at vi vil bestemme, hvad man skal gøre, men blot om at vi tager vores rolle som rådgivere ret alvorligt. Samtidig betyder vores baggrund inden for medier og IT, at vi er gode til at udnytte nye teknologier og medier til at skabe den optimale synergi mellem offline og online kommunikation, siger direktør i Medieministeriet, Henrik Koch. Siden beslutningen om at skifte navn blev truffet, har Medieministeriets 10 medarbejdere fintrimmet forretningsstrategien og udviklet et par helt nye kommunikationskoncepter, der skal være med til at opfylde vækststrategien om at blive Jyllands største kommunikationsbureau. Blandt de nyeste tiltag, der allerede har vist sig bæredygtige, er et koncept, hvor virksomheder kan leje en af Medieministeriets kommunikationsmedarbejdere. Konceptet betyder, at virksomheden én dag om ugen har en professionel medarbejder med en meget bred erfaring inden for kommunikation siddende ude i virksomheden. Medieministeriets medarbejder hjælper med alt lige fra virksomhedens pressehåndtering til at få sat nyhedsbrevet på skinnerne. - Samtidig kan vores medarbejder trække på resten af Medieministeriet. På den måde er alle vores kompetencer så at sige repræsenteret ude i virksomheden, forklarer Henrik Koch.
|
| ||||||||||||||||||||||||||||||
| |||||||||||||||||||||||||||||||